Nogle refleksioner i forlængelse af Magnus Bredsdorffs linkedin post.

En af mange årsager til modstanden (mod Bredsdorfs klimahistorier) kan være forestillinger om det liv man kan leve i en verden, der kraftigt har reduceret sine udledninger af drivhusgasser. Hvad er muligt, og hvad skal vi måske give køb på? For mig at se ligger der en stor og interessant debat her. Mange har f.eks. indset, at en elbil eller en varmepumpe er aldeles fremragende teknologier og slet ikke en forringelse i forhold til de tilsvarende fossile teknologier, men faktisk en forbedring. Der er dog stadig udestående dilemmaer som kødforbrug, flyrejser og generelt vareforbrug. Her kunne man måske dække, hvorfor folk bliver ved med at rejse sydpå, når det er al rigeligt varmt i Danmark. Hvad bidrager rejsen med og hvilke afsavn føler folk ved at blive på de nordligere breddegrader? Og hvilke barrierer er der til reduceret kødforbrug. Er det kulturelt, smagsoplevelsen eller velbehagsfølelsen der holder folk tilbage? Og spiller folks helbred en rolle, f.eks. lever en stor del af befolkningen med diverse mave- og tarmgener og -sygdomme, hvilke måske kan være en barriere for en meget fiberrig kost.

I debatten om det fremtidige samfund synes jeg dog også det er interessant at diskutere, hvor meget der rent faktisk er muligt med nuværende teknologier, og om implementeringen af disse på god og effektiv vis. Sådanne fortællinger kan også bidrage til en vis optimisme og måske give lidt bredere momentum til den grønne omstilling, når vi hører om, hvor meget der rent faktisk er muligt, og hvor langt vi også er kommet. Uden at det dog skal kamme over i blind teknologioptimisme. Men bare for at give et enkelt eksempel jeg læste om i dag, er man nu begyndt at benytte varmepumper til at nedkøle nymalket komælk og overføre varmen til vand, der kan bruges til sterilisering af malkeudstyret.

Vi kan faktisk meget allerede, og meget bliver også bedre med de nye teknologier, som jeg synes det er værd at tale om, så folk ikke kun har oplevelsen af, at de skal lide en masse afsavn.

I forlængelse af den hidtidige danske debat har jeg nogle mere eller mindre velinformerede spørgsmål:

- Hvordan kan det gå til, at elnettet nogle steder kun udnyttes med 15% af kapaciteten, og gælder det samme i resten af landet? Vi betaler jo tariffer til netselskaberne for at vedligeholde og udbygge elnettet, og det betyder vel så, at vi har betalt en overpris for vores strøm, der er gået til ineffektiv udbygning. Omvendt må der så være potentiale for, at tarifferne fremover kan falde, hvis vi formår at udnytte elnettet bedre. [I en britisk kontekst har jeg for nylig hørt bekymringer om, at der faktisk på nogle områder blev bygget for meget elnet, der gjorde udbygningen langsommelig og dyr, samtidig med at de lokale netselskaber høstede store profitter, og man kan overveje om disse bekymringer også kunne være relevante for Danmark. I det hele taget synes jeg det er interessantat observere hvad der sker rundt omkring i verden, og se hvad af det, vi kan tage ved lære af.]
- Hvorfor går det ikke hurtigere med udbygningen af sol på tage? Andre, ganske vist mere solrige lande, som Australien, udbygger jo med stor hast solceller på tage og tilhørende batterier. I Danmark får vi tit at vide, at det er for dyr en løsning, men måske den fortælling også kunne udfordres lidt. Dels er det en meget populær løsning (når det diskuteres hvor solpanelerne skal placeres), det kan etableres hurtigt, det kan give private aktører en mulighed for meget direkte at bidrage til omstillingen, og så er det også en måde at få privatpersoner til direkte at investere deres penge i en grøn omstilling, som de måske ikke så nemt kan eller vil i forhold til solceller på en mark. Alternativt kunne man også se ind i kollektiv finansierede løsninger i form af større men stadig lokale sol- og batterianlæg.
- Rundt omkring hører man historier om landbrug og solceller der kan sameksistere på en mark og undertiden berige hinanden. Er der nogle perspektiver for det i Danmark, og kunne det skubbe lidt til debatten om jernmarker der bare fortrænger landbrug? Måske ekstra relevant i disse tider, hvor vi også snakker om en omlægning af landbruget, og at dyrke mere frugt og grønt, for mit indtryk er, at det netop er nogle af de lidt mindre solkrævende grøntsager, der nærmest kan have glæde af at vokse i skyggen af nogle solpaneler.

Jeg glæder mig til at høre, om der er kommet noget interessant ud af høringen om elnettet. Det må jo egentlig også undre, at det skal foregå bag lukkede døre. Men de mange interessante kritikpunkter om den lave udnyttelsesgrad af elnettet, muligheden for tilkobling af batterier der kan øge udnyttelsen af elnettet og sænke andelen af gas i aftentimerne, og om overvejelser omkring indførelsen af mere dynamiske afgifter og tariffer, gør at høringen er særdeles interessant og af stor vigtighed for udviklingen af det danske samfund.